Begrebet whistleblower har fyldt ganske meget i medierne de senere år. Vi kender allesammen Howard Wilkinson, der afslørede oplysninger om alvorlige brud på reglerne om hvidvask i Danske Bank. Eller Edward Snowden, der lækkede oplysninger om amerikanske efterretnings-programmer og verdensomspændende masseovervågning til The Guardian. Eller historien om den kinesiske læge Li Wenliang, der 30. december 2019 advarede kollegaer om tidlige COVID-19 tilfælde. Tre dage senere tvang kinesisk politi ham til at underskrive en erklæring om ”ulovlig adfærd”. Han døde selv af sygdommen den 7. februar 2020, 33 år gammel.
Mange har et lidt ambivalent forhold til begrebet. Måske fordi whistleblower ofte befinder sig i en ”juridisk eller moralsk gråzone” mellem fortrolighed og loyalitet på den ene side og ansvar i henhold til ytringsfrihed og samfundsinteresse på den anden side. I virkeligheden er whistleblower en betegnelse, der med rette kan tilskrives virksomhedens mest loyale og betroede medarbejdere. Og med de rette foranstaltninger, kan denne agere samvittighedsfuldt og beskytte såvel virksomhedens renommé som den fremtidige indtjening.
Erfaringer har vist igen og igen, at en whistleblower har slået alarm, før tingene er kørt helt af sporet. Hvis man som organisation sidder sådanne advarsler overhørig kan det have alvorlige konsekvenser. Enhver ansvarsfuld ledelse må derfor sørge for, at etablere en whistleblowerordning og fremelskes en kultur, der påskønner indberetninger fra medarbejdere, leverandører og andre interessenter.